Fungus Shawl Jacket PDF danish version
Beskrivelse
Fungus Shawl Jacket er en jakke, der har form som et sjal. Den er strikket sammen under hvert ærme som en bolero, men den har fået tilført lidt længde, så den fungerer som en jakke. Jakken har et bredt ribstrikket kantbånd rundt langs hals og ned langs forstykkerne og et smukt perlestrikmønster, der er dobbelt i højden. Jakken startes med det ribstrikkede kantbånd, der ligger rundt langs nakken. Maskerne til bærestykket samles op i dette kantbånd, og resten af kantbåndet strikkes videre samtidigt med bærestykke, forstykker og krop.
Der strikkes frem og tilbage på bærestykket, hvor der også både tages ud på hver sin side af skuldermasker i hver side og indenfor kantbåndet på forstykkerne, indtil ærmerne har den rette længde – omkring albuen. Herfra strikkes rygstykke og højre og venstre forstykke for sig. Når ærmeåbningen har den korrekte dybde, lukkes der masker af under ærmegabet på både forstykker og rygstykke i begge sider, samtidigt med at ryg- og forstykker strikkes sammen – dette gøres med trepindsaflukning. Herefter strikkes der igen frem og tilbage hen over en samlet krop. Kroppen afsluttes til sidst med en I-Cord-kant. Ærmerne afsluttes ligeledes med I-Cord-kanter. Strik evt. et bindebånd på jakken, så den kan lukkes med en sløjfe.
Opskriften indeholder videolinks til alle teknikker, der skal bruges for at strikke denne jakke.
Størrelser
XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL/4XL
Færdige mål
Jakkens vidde når alle udtagninger på forstykkerne er lavet, og ærmerne er strikket sammen, og kroppen er samlet: ca. 115 (120) 123 (127) 130 (135) 140 cm.
Ærmelængde 1 (målt langs skuldermasker og inklusive I-Cord): ca. 40 (41) 42 (43) 45 (46) 48 cm.
Ærmelængde 2 (målt langs de aflukkede masker under ærmet og inklusive I-Cord): ca. 20 (21) 21 (22) 22 (23) 24 cm.
Kropslængde målt midt bag (MB) inklusive kantbånd: ca. 52 (54) 56 (58) 60 (62) 64 cm.
Jakken er meget fleksibel og rummelig i størrelsen grundet konstruktionen med det dybe ærmegab. Har du brede skuldre og måske også lange arme, så gå evt. 1-2 størrelser op, hvis du ønsker at opnå en ærmelængde, der går til lidt efter albuen. Modellen på billedet har smalle skuldre og lidt korte overarme og et brystmål på ca. 84 cm og bærer en str. XS. Ærmet går ca. 3 cm udover albuen.
Materialer
100 (100) 100 (150) 150 (200) 200 g Alpaca 1 fra Isager Garn (400 m/50 g) holdt sammen med 200 (250) 250 (300) 350 (350) 350 g Hør Organic fra Isager Garn (178 m/50 g) eller Trio 2 fra Isager garn (175 m/ 50 g) og 100 (100) 100 (125) 125 (150) 150 g Silk Mohair fra Isager Garn 212 m/ 25 g.
Jakken på de første billeder er strikket i Alpaca 1 i farve Peach, Hør Organic i farve Nougat og Silk Mohair i farve 63. Alle 3 kvaliteter fra Isager Garn.
Den sorte udgave af jakken er strikket i Alpaca 1 i farve 30, Trio 2 i farve Ink og Silk Mohair i farve 30.
Udover garn skal du bruge 6 maskemarkører – hvoraf 2 skal kunne åbnes som sikkerhedsnåle.
Vejledende pinde
Jakken strikkes i perlestrik med dobbelt højde frem og tilbage på rundpind 4,5 mm (80-100 cm) med 1 tråd Alpaca 1, 1 tråd Hør Organic/ Trio 2 og 1 tråd Silk Mohair holdt sammen.
Du skal bruge 2 pinde rundpind 4,5 mm (80-100 cm), da du skal bruge 2 rundpinde i forbindelse med sammenstrikningen af ryg og forstykker med trepindsaflukning. Desuden kan du bruge den ekstra pind til at lade de masker, der skal hvile undervejs, sidde på den ene rundpind, mens du strikker videre med den anden.
I-Cord-kanterne som afslutning på både krop og ærmer strikkes ligeledes på pind 4,5 mm.
Der anvendes strømpepinde 3,5 mm til den del af kantbåndet, der løber langs nakken – du skal bruge 3 styk.
Strikkefasthed
16/17 m x 25/26 p = 10 x 10 cm på p 4,5 mm frem og tilbage i perlestrik dobbelt i højden.